PORTRÆT AF TANJA MATHIESEN – 25 ÅRS JUBILÆUM

At skabe glæde for andre betyder alt for mig

Masser af snak, fuld fart på fødderne, kunderne i fokus og altid et stort og imødekommende smil på læberne. Det er indbegrebet af Tanja Mathiesen, og den umiddelbare tanke leder formodentlig de fleste hen på en dygtig forretningskvinde. Det er slet ikke forkert set, men dét som driver Tanja Mathiesen er egentlig nogle helt andre værdier.

”Forretningskvinde, jo, det er det, jeg er…”, lyder det hurtigt og alligevel lidt tøvende fra Tanja Mathiesen, da hun bliver bedt om at sige det første ord, der falder hende ind. Men som snakken flyder afsted – og det gør den altid i selskab med Tanja – som har meget på hjertet.

Og årsagen til, at jeg denne efterårsaften deler et par timer med Tanja skal findes i det faktum, at Tanja den 1. december kan fejre 25 års jubilæum.

”Jeg har altid vidst, at jeg ville være selvstændig en dag – at der lige gik lidt længere end først forventet, skyldes, at jeg blev beriget med først Alberte og siden Kalle. Og det var vigtigt for os, at der var lidt mere ro på, da de var små. Det er langt nemmere at være selvstændig med større børn, og så er jeg så heldig at have en mand, der altid står bag og også tager en større tørn derhjemme, end jeg gør”, siger Tanja.

Men tilbage til start: Det hele begyndte, da Tanja trådte over tærsklen til Danbolig i Glostrup (Møller & Ingemann) og blev fanget af ånden i mæglerbranchen. En karriere, der har bragt hende over forskellige mæglerkæder og læremestre og ikke mindst gennem forskellige tider som både de vilde 00’ere og Finanskrisen, der pludselig meldte sin ankomst.

”Der var altid gang i den, og jeg lærte virkelig meget de år. Jeg havde nogle virkelig dygtige læremestre, og selvom jeg var på barsel to gange, røg jeg ikke ud i glemslen, men følte mig faktisk meget værdsat med fine gaver og fastholdte bonusser. Jeg har altid følt mig skattet som medarbejder og haft fantastiske arbejdspladser”, beskriver Tanja de første 10-15 år af karrieren.

”Men jeg har også altid vidst, at jeg gerne ville være selvstændig, så da Nicklas (Tanjas mand) en dag kiggede på mig og spurgte, om jeg ikke snart skulle udleve drømmen om at være selvstændig, var jeg nok ikke sen til at handle.

Det har helt klart også gjort det nemmere for mig at udleve min drøm om at være selvstændig, fordi Nicklas har bakket op og været mit anker derhjemme. Jeg er jo født og opvokset på Stevns og har gået på Køge Handelsskole, så det var helt naturligt for mig at lægge min egen forretning i Køge. Jeg kender området og bor også selv i Vallø, og det tror jeg betyder meget for kunderne”.

 

”En af mine store motivationsfaktorer for at gå selvstændig var ønsket om at få mere kvalitetstid til kunderne og max have 15 ejendomme til salg løbende. Det betyder utrolig meget for mig at lære både købere og sælgere at kende, så jeg kan rådgive og finde de rigtige boliger. Det er jo den største investering for langt størstedelen af os, og derfor er det vigtigt for mig, at både køber og sælger føler sig hørt, set og godt behandlet gennem hele processen. Det er faktisk også en af årsagerne til, at det har været vigtigt for mig at være uafhængig ejendomsmægler, fordi så kan jeg sætte mine egne standarder. Det er også baggrunden for, at jeg for et par år siden solgte Min Bolighandel og gik solo med Ejendomsmæglerfirmaet Tanja Mathiesen, for det at kunne tilfredsstille og skabe glæde hos kunderne er vigtigere for mig end at passe ind i nogle rammer, som andre har defineret”.

”Jeg bliver simpelthen så glad, når jeg kan gøre andre mennesker glade – og det er helt sikkert, at kundernes glæde betyder alverden for mig. Og det gennemsyrer nok egentlig mit værdisæt meget godt, for det der med at skabe den gode oplevelse er virkelig vigtigt”.

Måske er det også det, som har ført Tanja over Stevns Erhvervsråd, som hun i dag sidder med i på niende år. Ikke mindst har drivkraften for at skabe gode forhold, udfordre konformiteten og sætte kvinder mere i spil også være en drivkraft i sammen med de to gode samarbejdspartnere Jeanette Barfoed og Randi Rimdal at etablere netværket INSYNQ. Et netværk bestående af stærke kvinder fra forskellige brancher med mere på hjerte og med interesse i at udvikle hinanden og selv blive dygtigere erhvervsmæssigt og som sparringspartnere.

”Jeg har mange gode samarbejdspartnere og går altid efter at have uafhængige samarbejdspartnere, fordi jeg synes, det skaber et bedre fundament for at hæve barren og gøre dét lidt mere for kunderne, uanset om det er advokaten, banken eller forsikringsselskabet. Og det er også det, som har været udslagsgivende i det netværk, jeg sammen med Jeanette og Randi har etableret. Her er det utrolig vigtigt, at vi udfordrer hinanden og tør kigge ud og blive inspireret. Når man som jeg er midt i 40’erne, så har jeg jo opnået en del og også bevist, at jeg kan. Men jeg vil jo gerne vokse og udvikles som menneske, og dér har de andre kvinder i INSYNQ helt klart været en faktor for, at jeg fortsat er på en rejse og bliver inspireret til at afsøge flere områder”.

Når man står og kigger lidt på Tanja og hendes forretning udefra, kan man ikke lade være med at udfordre lidt. ”Har du nået det, du ville?”

Tanja kigger først lidt forskrækket på mig, men svarer alligevel samtidig med, at hun afbryder sig selv. Det umiddelbare svar er ”Ja”, men ”NEJ da – jeg har en drøm om at gøre endnu mere for andre. Og her vil jeg rigtig gerne lave mere frivilligt arbejde til gavn for børn og ældre uden det store netværk og skabe gode rammer for dem”.

”Jeg har slet ikke nået alt det, jeg gerne ville. Jo, jeg har skabt en god forretning, hvor jeg formår at prioritere min familie samtidig. Jeg drives af at skabe en glæde og hjælpe til at skabe rammerne for mange familiers drømme, og det er virkelig stort for mig, når jeg overleverer nøglerne til en ny bolig for en familie og kan se deres glæde. Hvis min indsats her i forretningen kan gøre, at jeg har større mulighed for at hjælpe andre steder og yde mere frivilligt arbejde, så er jeg kommet langt og ser mig også som en god rollemodel for mine egne to børn”, lyder det afslutningsvis fra Tanja Mathiesen.